JAGT OG HUNDE

Den velfungerende, stabile og ærlige jagthund er en glæde at samarbejde med! Denne glæde kan opnås ved at ofre tiden, være i besiddelse af tålmodigheden og erhverve sig en viden om indlæringstrinene i de forskellige discipliner.

Håndtering af og kontrol over hundens medfødte egenskaber kræver ofte individuel rådgivning - og derfor opretter jeg udelukkende hold med få deltagere.

Foto: BASTA Foto
Foto: BASTA Foto

Siden 1998 har jeg været hundefører med egne hunde på konsortiejagter, men primært mindre jagter og rough shooting med få jægere.
Og siden 2011 har jeg selv været jæger.

På grund af min mangeårige teoretiske og praktiske viden og erfaring med generel hundetræning og -adfærd, har jeg kunne "lægge til og trække fra" i forhold til de trænings- og håndteringsmetoder, jeg har mødt i den omgangsform jeg ser med jagthunde både til træning og på praktiske jagter.

Jeg har igennem årene tilegnet mig min egen, grundige og virkningsfulde træningsmetode igennem arbejdet med mine egne og andres jagthunde.
Vel at mærke "virkningsfulde træningsmetode" ud fra den forudsætning, at vi ejere er indforstået med at arbejde seriøst og målrettet for at opnå vores mål. Og at respektere hundens formåen eller mangel på samme - og afse tid og tålmodighed i træningen for at være i stand til at opnå det forventede resultat.

Selvsagt foregår min træning via samarbejde hund og ejer imellem. Mit mål er at den enkelte hund og ejer lærer at arbejde med en motivation bygget på glæde og lysten til at samarbejde med hinanden.
Jeg arbejder med venlig konsekvens og tydelig begrænsning i træningen i de få situationer, hvor det er påkrævet.
Jeg er altid forebyggende i indlæringsperioden - netop for at undgå at hunden begår fejl og lærer uhensigtsmæssig adfærd.
Fysisk fastholdelse/håndtering bliver ikke anvendt som rådgivning på mine kurser.

Samarbejdet fra vores hund er vi jægere meget afhængige af, når først hunden bliver sluppet ude i såten - og derfor ekstremt vigtig at fokusere på i indlæringen.

Foto: SJ Photo
Foto: SJ Photo